Arbejdernes Landsbank ny sponsor for Skolen i Sydhavnen

Arbejdernes Landsbank og Skolen i Sydhavnen har valgt at forene bank og skole i et nyt spændende sponsorsamarbejde, hvor skolen bl.a. har fået økonomisk støtte til indkøb af sportstøj. På den anden side vil banken være synlig med navn og logo ved de forskellige idrætsarrangementer, som skolens elever jævnligt deltager i.

Aftalen er foreløbigt indgået for 2 år, men begge parter lægger ikke skjul på, at målet er et langvarigt samarbejde, som skaber værdi for begge parter. Samarbejdet skal i første omgang bidrage til at realisere skolens ønske om at præsentere sig som et samlet hold ved sportsstævner, bl.a. ved at skolens elever optræder i ens trøjer, mens samarbejdet for banken vil være en mulighed for at engagere sig endnu mere lokalt og skabe øget synlighed.

Arbejdernes Landsbank på Sluseholmen har siden åbningen i 2013 lagt stor vægt på at engagere sig lokalt, og i følge filialdirektør Jacob Hedegaard Christensen er det nye sponsorsamarbejde med Skolen i Sydhavnen en god mulighed for at styrke naboskabet og det lokale engagement.

”Vi er meget tilfredse med det nye samarbejde. Vi vil gerne være en bank, der er kendt for at være aktivt til stede i lokalområdet, og der kan vi ikke sende et stærkere signal end samarbejdet med Skolen i Sydhavnen. Samtidig går skolens mål og visioner rigtig fint i spænd med de værdier, som Arbejdernes Landsbank står for. Gennem bl.a. sport arbejder skolen målrettet med at styrke fællesskabet, og det støtter vi meget gerne op om,” siger filialdirektør i Arbejdernes Landsbank Jacob Hedegaard Christensen.

Også på Skolen i Sydhavnen er man meget tilfreds med det nye samarbejde.

”Vi er rigtig glade for den nye sponsoraftale, da det betyder, at vi nu kan præsentere os som et samlet hold, når vi skal ud og spille. Det er med til at styrke sammenholdet blandt eleverne, og det har i sidste ende stor betydning for et sundt læringsmiljø. Vi har fundet en stærk samarbejdspartner i Arbejdernes Landsbank, og jeg er overbevist om, at vi på mange måder kan få stor glæde af hinanden, fx også i forbindelse med gæsteundervisning og praktikophold,” siger skoleleder Morten Biering fra Skolen i Sydhavnen.

Ud over økonomisk tilskud til sportstøj giver samarbejdet skolen mulighed for at bruge banken som gæsteunderviser i økonomi og budgetlægning – noget som banken ifølge Jacob Hedegaard Christensen har god erfaring med. Derudover vil skolen også have mulighed at benytte banken som praktiksted.